Farveprofiler

Et digitalkamera, en farvemonitor og en printer arbejder alle med farver, men er vidt forskellige konstruktionsmæssigt. Billedredigeringen er det centrale omdrejningspunkt hvorfra de nævnte enheder styres og kontrolleres. Den vigtigste funktion i billedredigeringen er at få farverne overført mellem de nævnte enheder så farverne opfattes som værende korrekte og naturlige.


Kameraets opbygning, herunder softwaren, har stor indflydelse på, hvordan motivets farver grundlæggende  bliver til.  Farvemonitoren er ikke mindre vigtig som bindeleddet og det vindue udadtil, som gør det muligt at vurdere farvebilledet før det blive til et print. Det er vigtigt at monitoren viser farverne korrekt, men så sandelig også at printeren afslutter processen med korrekte farver.  Det er ikke nok at koble enhederne sammen og håbe på det bedste, så enkelt er det ikke! Uden en avanceret farvestyring vil resultatet være helt uforudsigeligt.


Monitorens farvepunkter og printerens blækpatroner er  forskellige fra fabrikat til fabrikat og endda fra model til model. Printeren bruger f. eks. subtraktiv farveteknik og monitoren additiv. Antallet af farvepatroner i en printer kan variere fra nogle ganske få  og op til en halv dusin o. s. v. Det betyder alt sammen helt konkret,  at farvegengivelsen vil variere, hvis ikke der gøres noget . Hvis vi anvendte de samme  farveværdier ( RGB eller CMYK værdier)  uden at tage hensyn til den enkelte enheds specielle "farvesyn" så ville slutresultatet blive et miskmask.  Der vil være farver som ikke kan reproduceres  og farver hvor farvetonen vil ændre sig mere eller mindre uheldigt.


Hvis vi ser på en farvemonitors formåen, så ved vi, at den langtfra kan vise alle de farver, som det menneskelige øje kan opfatte. De farver som farvemonitoren kan gengive, er monitorens farverum, også kaldet monitorens Gamut. Et billede indeholder imidlertid ofte  farver, som ligger uden for farvemonitorens Gamut ( farverum) og så kan de naturligvis ikke ses på skærmen. Det er de meget mættede farver, blandt andet farven cyan er en af de farver som kan give problemer i den retning. Men vi kan ikke bare smide farven væk, så den skal nødvendigvis tilpasses. Farveprofilens opgave er at finde en farve som monitoren kan vise og som samtidig er så tæt på det korrekte som overhovedet muligt og i de fleste tilfælde er det ensbetydende med en farve, der har en mindre farvemætning. Farven tilpasses simpelthen så den kan rummes i farvemonitorens Gamut på en måde så skærmbilledet fortsat ser rigtig ud.


Vi kan aldrig få et billede med en større Gamut end det vi henter ud af kameraet. Bruger vi kamerates Raw fil og et "Konverter" program, som f. eks. Adobes Camera Raw, så kan vi opnå et meget stort farverum, også større end det en monitor og en printer kan leve op til. Om det er printeren eller farvemonitoren der ender ud som det svage led er nok et spørgsmål om hvor meget der er ofret på den enkelte enhed. Kunsten er naturligvis, at få det bedst mulige ud af de enheder som er tilsluttet Computeren.



Det synlige farvespektrum med de vigtigste farveprofilers Gamut indtegnet.  ProPhoto RGB,  der anvendes af  Photoshop og Lightrooms som arbejdsprofil, omfatter faktisk farver, som ikke er synlige for det menneskelige øje.  Det er helt tydeligt at det er  de stærkt mættede farver der giver vanskeligheder.  sRGB, hvis farveomfang svarer til det de fleste monitorer og printere kan præstere , er standard i Windows og på  Internettet.   Da de kraftig mættede farver  sjældent er dominerende i almindelige motiver  er det et udmærket valg til de fleste formål.

Farveprofilerne og i den forbindelse styresystemets  farvehåndtering  i form af en Color Engine er det centrale punkt som står  for selve Color Mapping  eller " oversættelsen " af farveprofilerne mellem enhederne. Bemærk at hvis det er et foto så er farveprofilen som regel Embedded ( vedhæftet) billedfilen. Det kan også være en information om hvilket farverum der er benyttet til billedet. Det er en  vigtigt oplysning, for når billedet åbnes i et program, skal farverne helst fremstå korrekt. Mangler de nødvendige oplysninger om farverum, så er det altid  sRGB farveprofilen der vælges og svarer RGB værdierne til en farveprofil med et større Gamut, så er den umiddelbare synlige effekt at farverne blive svagere ( mindre farvemætning)


Begrebet farvetilstande er et vigtig parameter, når en farve skal reproduceres eller beskrives. De 3 vigtigste farvetilstande for en fotograf er RGB, CMYK og Lab.


RGB står for de additive farver Rød, Grøn og Blå , som bygger på lys ( I en monitor udsendes der lys i nævnte grundfarver).  RGB bruger 3 farver eller 3 farvekanaler til at beskrive en bestemt farve.  Når man beskriver en RGB farve sker det ved at tildele hver kanal en værdi. Ved 8 bit per kanal ( 2^8) benyttes værdierne fra 0 til 255. Hvis alle 3 kanaler har værdien 0 så er farven sort og med værdien 255 i hver kanal har vi farven hvid.  Vi beskriver hele farvepaletten ved at tildele kanalerne forskellige værdier. Er værdierne ens i de 3 kanaler er det en neutral  grå nuance der kommer ud af det.


Når vi redigerer  et billede og vælger en farve benytter vi 8 bit per. kanal af praktiske årsager, også selv om Photoshop internt arbejder med 16 bit per kanal.  8 bit per kanal svarer til 24 bit per pixel og det giver 16,7 millioner forskellige farvemuligheder ( kombinationer) per pixel.  48 bit ( 16 bit per. kanal) giver endnu flere farver. Umiddelbart  lyder 16,7 millioner forskellige farver af meget, men her skal vi huske at det faktisk kun er 256 værdier til hver kanal og det sætter en grænse for  hvor meget det enkelte billede  kan justeres uden kvalitetstab.


Et færdigt redigeret billede med en farveopløsning på 8 bit per kanal er fuldt tilstrækkelig til så og sige alle formål, men ændrer vi  farverne og her tænkes specielt på Gamma,  lys og kontrast , så mister vi måske 30- 40 % af RGB værdierne Vi har ikke længere 256 værdier men måske kun 150  værdier i hver kanal og så "klumper farverne" så det kan ses ( posterization ) Derfor er det fornuftigt, hvis muligt, at arbejde med 16 bit (4096 værdier per kanal ) i redigeringsprogrammet, og først når billedet er færdigredigeret at konvertere til en farveopløsning på 8 bit pr. kanal.


CMYK ( udtales smyk ) består af de subtraktive farver Cyan, Magenta, Yellow (gul) og Keycolor ( sort) og anvendes inden for foto hovedsagelig til printere.  Omvendt af RGB så opnår vi farven hvid ved 0 % af hver farve ( papirets farve er den "hvid" vi får). 100 % af farverne Cyan, Magenta og Yellow giver sort, men i praksis er det bedre at bruge en særlig sort. I det her tilfælde Key color. Kraftige farvelag giver  "skinnende farver", så i stedet for de 3 primærfarver i et tykt lag på papiret så bruger vi  Key color i et relativt tyndt lag.


Cyan og Magenta giver blandingsfarven blå.  Cyan er en blandingsfarve af grøn og blå. Magenta en blanding af rød og blå . Blå går igen i de 2 nævnte farver og lidt firkantet kan vi sige at vi kun får reflekteret den blå farve når farvelaget består af Cyan og Magenta.


Yellow består af rød og grøn. Blander vi  derfor Yellow og Magenta får vi rød reflekteret. Et farve lag af Cyan og Yellow må derfor give en grøn refleksion.


Når du konverterer et RGB billede til CMYK i Photoshop får du en farveseparation og det er ikke det bedste udgangspunkt for en perfekt farveredigering. Du bør kun bruge CMYK i dit redigeringsprogram til at simulere et print.
RGB og CMYK værdierne varierer alt efter enhedens Gamut. For printerens vedkommende er det farvestoffernes opbygning og antal forskellige farver der sætter værdierne. Der er også forskel på de forskellige monitorer o. s. v. En farve kan derfor ikke umiddelbart identificeres ud fra værdierne alene. Værdierne er altid korrekte men kun for den enhed der har en Gamut som matcher.


For at kunne identificere en farve præcis har vi brug for en farvemodel som er uafhængig af de forskellige apparater og enheder.  CIE L*a*b* er baseret på det et "gennemsnitlig" menneskelig øje kan  se. En bestemt Lab værdi repræsenterer derfor altid den samme farve. I en farveprofil bruger vi Lab til at identificere en given farveværdi for at kunne konvertere den til en anden passende farveværdi. Vi identificerer farvværdien på den ene enhed og konverterer ved hjælp af Lab til en ny farveværdi som passer til den anden enheds gamut.


L*a*b* beskriver farven som den ser ud.  L* er luminansen (lysstyrken) og værdien ligger mellem 0 og 100. a* (grøn-rød akse) og b* ( blå-gul akse) komponenternes værdi ligger mellem +127 og -127. Hvis alle tre værdier er 0 har vi sort. Er a* og b* 0 og L* 100 har vi hvid.  Ændrer vi L* til 50 og giver a* og b* værdien 0 har vi en grå.


En farveprofil indeholder en slags tabel ( et opslagsværk) som gør det muligt at oversætte og tilpasse farveværdier på en måde, så farverne gengives uden  iøjnefaldende forskelle fra det oprindelige, men det kan gøres på flere måder og vi har valgt at se på  de 2 algoritmer som har interesse for en fotograf.

 

Det kaldes rendering intent måden en farve tilpasses på.  Den simpleste metode er Relative Colorimetric.  Farver som ligger inden for Gamut (  farverummet)  ændres ikke, idet de bibeholdes uforandret. Hvid punktet  bevares ligeledes, men farver uden for Gamut klippes. Det vil sige at en given mættet farve bliver så meget mindre mættet at den akkurat lige kan rummes i Gamut.  Er der mange mere eller mindre mættede  farver uden for Gamut som "klippes" til samme niveau, så forsvinder der reelt detaljer  i billedet.

 

Vælger vi Perceptual som rendering intents så tilpasses farverne på en mere naturlig måde, med en mere glidende overgang, som for de fleste vil opleves som mere naturligt.


Umiddelbart kan det synes fornuftigt at vælge en farveprofil med en Gamut, som ligger tæt op af det  monitoren og printeren i praksis kan klare af farver.  Det betyder nemlig at der er en god overensstemmelse mellem det der kan ses på skærmen og det der bliver printet ud. Men under redigeringen bør farverummet være størst muligt.


De mange der ikke skænker farveprofiler en eneste tanke, overlader trygt alt til styresystemet og apparaternes fabriksindstilling, og det slipper de som regel godt fra.  De fleste kameraer bruger nemlig farveprofilen sRGB.  Redigeringsprogrammernes grundindstilling er som regel sRGB,  og er det et program helt uden farvestyring, anvendes der standard sRGB som arbejdsprofil. De fleste printere og farvemonitorer har en Gamut ( farverum) som  nogenlunde svarer til sRGB.  Er man en glad amatør uden de store ambitioner om at kunne styre farveforløbet fuldstændigt er der ingen grund til at lave om på det forhold.


Printere i den økonomiske overkommelige  afdeling fungerer bedst hvis indstillingerne og farvestyringen udføres i overensstemmelse med producentens anvisninger. Brug original papir og blækpatroner, så er et godt resultat næsten uundgåelig.