Alternativerne

 

 

Alternativerne til rene makroobjektiver er som nævnt normale objektiver sammen med en Extension Tube eller en nærlinse.

 

Her er 3 Extension Tubes koblet sammen med Canon 50 mm f/1.8 objektiv

De mest velegnede objektiver er standard typerne (det vi kalder normal optik) og de korte teler med fast brændvidde. De bedste objektiver inden for den kategori er de symmetriske med relativ få linseelementer af gaussian typen. Canons 50 mm f/1.8 II er et objektiv, som er velegnet, når det bruges sammen med D-SLR kameraer af APS-C sensor typen. Til Full Frame kameraer er en brændvidde på 100 mm eller der omkring, som regel et bedre valg. Nævnte 55 mm objektiv er i øvrigt meget skarpttegnende og for os med mikrotegnebøger noget af det billigste man kan anskaffe sig!

Zoom objektiver kan bruges, men det er ikke uproblematisk. Bruger man Extension Tube, så opdager man hurtigt at afstandsindstillingen flytter sig, når der zoomes. Skarphedsindstillingen bliver nemt en kombination af zoom og fokusering.

Det største problem udover den lidt ringere kvalitet er afstanden fra objektivets front til objektet. En Tamron 28-75 mm f/2.8 har en længde, når der zoomes helt ind, så der kun er få cm til motivet. Objektivet skygger bogstavelig talt for sig selv i en grad, så brug af modlysblænde er fuldstændig udelukket. Zoomobjektiver af retrofokus typen med mange elementer, stort udtræk og intern skarphedsindstilling har vi dårlige erfaringer med.

 

Se originalbilledet

Canon 18-55@55mm f/5.6 1/250 ISO 400 afstand 25 cm uden ekstraudstyr.

Canons kit objektiv EF-S 18-55 mm f/3.5-5.6 IS kan f. eks kun bruges i teleområdet, når der bruges en Extension Tube, men billedet er ganske udmærket, når der blændes ned, og kromatisk aberration kan fjernes næsten fuldstændig. Objektivet udmærker sig ved at have en korteste fokuseringsafstand på 25 cm. Med nærlinse kan hele zoomområdet anvendes.

 

Se originalbilledet

Tamron 55-200@200 f/11 1/250 ISO 400 afstand 90 cm uden ekstraudstyr.


Det er ikke et rigtigt makroobjektiv, selv om typebetegnelsen indeholder ordet Macro, men en almindelig zoom med korteste fokuseringsafstand på 90 cm over hele området

En Zoom som dækker området 50-200 mm giver en større arbejdsafstand, men det er til gengæld svært at fange "byttet" i søgeren.

Nærlinser og zoom objektiver arbejder funktionsmæssigt udmærket sammen, og skarphedsindstillingen ændrer sig ikke ved zoome, men kvaliteten varierer meget, især hvad angår kromatisk aberration. Meget kraftige nærlinser sammen med de lange brændvidder virker generelt ikke godt. De bedste nærlinser til formålet er akromatisk korrigerede og det minimerer de nævnte gener betydeligt!

Nærlinser og Extension Tube sammen med zoomobjektiver fører desværre sjældent til et rigtigt godt resultat. Kromatisk aberration bliver ofte ekstra forstærket, især i siderne, og kan være umuligt at fjerne 100 % i et redigeringsprogram. Hermed være ikke sagt at en zoom overhoved ikke egner sig. I nogen tilfælde virker det udmærket, men en zoom er en teknisk kompliceret enhed, hvor der flyttes på linser og linsegrupper, ved zoom og fokusering. Lad det komme til en prøve, så finder man hurtigt ud af om det dur.

Det er kort og godt bedst at holde sig til de faste brændvidder.

Vidvinkler har deres kvaliteter og de er bestemt kapable i nærområdet. Problemet er at den frie afstand mellem objektivets front og motivet ofte kun udgør nogle få centimer. Det siger sig selv, at når objektivets front er så tæt på motivet, at det skygger for sig selv, og med sikkerhed jager eventuelle insekterne væk, inden de er blevet fotograferet, så er det sjældent det bedste valg.

Det ligger lige for, at løsningen så kunne være teleobjektiver og så alligevel? Det giver ganske vist en passende afstand til f. eks. insekter, men det kan også give et andet problem. Når fotografen opdager en interessant insekt og skal fange den i kameraets søger, så opstår der en slags kikkerteffekt. På grund af den større afstand ved teleoptagelser tager det ofte lidt tid at fange en insekt ind med søgeren og tit er den fløjet sin vej inden det lykkes. Vores erfaring er, at det er nemmere, hvis man er lidt tættere på. Insekter har dog en nærgrænse, og når den overskrides reagerer de med flugt eller angreb.

Vær opmærksom på at mange objektiver benytter Macro i navnet. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er et rigtigt makroobjektiv, desværre, for der er ofte kun tale om objektiver, som kan fokusere en anelse tættere på.

For god ordens skyld så skal det lige nævnes at D-SLR kameraer med deres forholdsvise store sensorer ikke er det ideelle til makrofotografering. Små sensorer med mange pixel arbejder med kortere brændvidder, og det betyder alt andet lige, at dybdeskarpheden bliver langt større end det der kan opnås med D-SLR kameraer. Det er simpelthen nemmere at få skarpe billeder fordi dybdeskarpheden på grund af skalaforholdet er så meget større. Mange kompaktkameraer er rigtig gode til makrooptagelser og med lidt ekstra udstyr, som ikke behøver at være specielt dyr, kan der produceres fremragende makrobilleder.