Foto-status 2014

 

 

Det er dejligt at fotografere med et spejlreflekskamera, men det er ikke altid uden problemer, at have det med. Sidst jeg medbragte kameraet fik jeg lidt af en opgave i forbindelse med et besøg på en restaurant. Det bord vi fik anvist var udmærket, men der var ikke afsat plads til mit kamera. Nu efterlader man jo ikke så gerne et stort dyrt kamera i gaderoben, uden opsyn. Det er heller ikke hensigtsmæssigt, at anbringe kameraet ved foden af stolen (uden en beskyttende taske) eller på bordet blandt porcelæn og drikkeglas. Det var desværre ikke muligt at hænge kameraet på min stol, og det er bestemt ikke rart at skulle have den hængende  over skulderen, når kniv og gaffel skal betjenes. Der var dog en velegnet vindueskarm inden for en acceptabel radius, men desværre uden for mit synsfelt (bag min ryg). Der er heldigvis en løsning på alting. Det endte med at kameraet fik sin helt egen stol for enden af bordet.

 

Når jeg er på ferie og sammen med venner og familie, så er det store spejlreflekskamera ofte tilovers. Det er jeg ikke den eneste der mener. Flere og flere “nøjes” med deres mobiltelefon. Så langt er jeg dog ikke gået. Som regel bruger jeg et kompaktkamera i den bedre ende af kvalitetsskalaen. Kameraet fylder ikke særligt meget og kan bekvemt og diskret bæres i en bælteholder, hvor det ikke generer på nogen måde. Selv om det er et kompaktkamera vælger jeg altid at fotografere i Raw, fordi jeg gerne vil være herre over hvordan farverne ender ud. Bedst mulig opløsning og skarphed, samt mindst mulig støj kræver en god Raw konverter.

 

Der er mange fotoopgaver, som bedst løses med et spejlreflekskamera. I de tilfælde, hvor man direkte er på en fotoopgave, skal man da være parat til at slæbe rundt på det tunge udstyr og bruge stativ med videre, men i det daglige og når der er ferie, så gider jeg personlig ikke slæbe rundt på flere kilo end dem som naturen (og det gode bord) har udstyret mig med.

 

Mange kompaktkameraer leverer en udmærket billedkvalitet, og de mange spejlløse APS-C kameraer, der på det seneste er dukket op, beviser, at det er muligt at fremstille små kameraer uden at måtte gå på kompromis med billedkvaliteten eller de fotografiske muligheder. Hvis man har et vægtproblem så behøver det ikke længere være kameraet. 

 

16 MP er næsten blevet en standard, og det er en opløsning, som er fuldt tilstrækkelig til næsten alt, med mindre vi tale om kæmpestore forstørrelser. Objektivet har naturligvis betydning for den endelige billedkvalitet, men er der brugt et godt objektiv, så er forskellen mellem de forskellige kameraer, hvis man vel at mærke selv “fremkalder” billedet, så godt som ikke eksisterende. Der kan være lidt forskel på støjbilledet, men billedopløsningen fra kameraer med samme sensorstørrelsen og samme antal pixel, er uanset fabrikat, så lille at det ingen praktisk betydning har for almindelige amatørfotografer.

 

Der er derimod forskel, hvis vi sammenligner de JPG billederm som kameraerne selv fremkalder. Farvegengivelse, støjundertrykkelse og skarphed varierer i et eller andet omfang, men det er en anden historie. Mange fotoblade sammenligner til  orientering netop kameraernes JPG billeder og det er naturligvis en relevant sammenligning for dem som udelukkende fotograferer i JPG, men det fortæller ikke nødvendigvis den fulde sandhed om kameraet.

 

En anden ikke uvæsentlig parameter er kameraets ergonomi. Mange kameraer har faktisk en udformning som vanskeliggør betjeningen. De vigtigste betjeningsknapperne er måske ikke placeret helt ideelt, og det er ofte nemt uforvarende at komme til at ændre indstillingerne. Menuerne kan også være en rebus i sig selv. Efter min mening er der behov for lidt oprydning i alle mulighederne. Der er alt for mange indstillinger og valgmuligheder, og hovedparten af dem er fuldstændig unødvendige, men det er billigere at give kameraet en masse menupunkter og knapper end et ordentlig objektiv. 

 

I mange kompaktkameraer er antal pixel ofte ligefrem proportionale med antallet af menupunkter. De mange pixel og en lille sensor gavner ikke ligefrem billedkvaliteten, og kameraets computer må arbejde hårdt for at fjerne de værste billedmæssige skavanker ved det koncept. Et sådan kraftigt bearbejdet og udtværet billede er ikke nogen fornøjelse. Men det er øjnene, som ser. der bestemmer, og det er ikke alle, der har det samme syn på billedkvalitet, som den passionerede amatørfotograf. Man forbavses tit over, hvad folk kan acceptere, hvis blot det der kommer ud af det, ligner! Det ændrer ikke på at jeg synes Apple i deres iPhone, trods alle ods imod sig, har fået fremstillet et kamera (miniatur) med en absolut brugbar billedkvalitet.  

 

Jeg har en vis forkærlighed for små kvalitetskameraer, fordi de ikke vejer så meget og er lette at transportere, men det betyder ikke, at jeg er blindt for de ulemper som størrelsen medfører. De helt små kameraer har ikke en ordentlig søger. Displayet udgør den eneste søger, og det betyder, at kameraet ligesom en mobiltelefon skal holdes ud i en halv arms længde for at man kan se søgebilledet. Er man samtidig udsat for et kraftigt lys fra omgivelserne, opleves displayet ofte værende så mørkt, at det kan være svært at se, hvad man får med på billedet. 

 

En del mener at kompaktkameraer med en forholdsvis lille sensor og derfor stor dybdeskarphed ikke kan bruges til noget kreativt. Hvis man ingen kreative evner har, så gør det nok ikke den store forskel om kameraet har en stor eller en lille sensor.

 

Der er for mig dog ingen tvivl om, at tendensen i dag går mod fysisk mindre kameraer uden spejl. Det betyder alt andet lige, at de store tunge spejlreflekskameraer har nået deres zenit. Jeg kan endnu ikke undvære min spejlreflekskamera, men det skyldes først og fremmest at jeg har så meget udstyr til kameraet, og det faktum, at det vil være ret bekostelig at skifte til et spejlløst kamera med udskiftelig optik. Kendsgerningen er imidlertid, at mit spejlreflekskamera oftere og oftere får lov til at blive der hjemme og kun kommer frem ved højtidelige anledninger. Ind i mellem taler vi reelt om langtidsparkering.

 

De fleste billeder udveksles over internettet og den nødvendige opløsning til det formål, det klarer selv en mobiltelefon med bravur. Jeg må også erkende, at små videosekvenser ofte erstatter de fotos jeg tidligere tog. Venner og famile og hvem man ellers udveksler informationer med kræver det. De er fuldstændig ligeglad med om billedet er taget med et klikklak eller et Hasselblad.

 

Jeg får stadigvæk printet mange af mine billeder, men det er som regel til albummet, og det kræver ikke det store kameraudstyr. Min store printer, som koster en mindre formue (i blæk) at starte op, bruger jeg kun lejlighedsvis, og det er fortrinsvis til portrætter og landskabsbilleder. Til almindelige udskrifter bruger jeg en laserprinter til 500 kr. Den tjener sig ind i sparet blæk på få måneder. Det kan nemt koste 10 kr. i blæk at starte en farveprinter op for at printe et enkelt ark i sort/hvid!

 

Der er ikke meget som overgår et stort billede, men hvem har vægplads til den slags forstørrelser. Jeg har allernådigst fået tildelt en væg på mit kontor til et stort foto. Billedet bliver så skiftet med passende mellemrum og det gamle billede gemt i en skuffe. Det sker at en besøgende kommenterer det aktuelle billede, men de fleste er nok til daglig så overmættet af billedindtryk, at de simpelthen ikke registrerer den slags mere.

 

Det er en kendsgerning, at behovet for store print bliver mindre og mindre, hvis ikke man ligefrem er medlem af en fotoklub, der sværger til papirbilleder og afholder mange konkurrencer. I nogle fotoklubber kommer medlemmerne i stedet med billederne på en USB nøgle og så foregår bedømmelsen på den store skærm!  

 

Elektronikken har efterhånden udkonkurreret papirbilledet som medie på godt og ondt. Det har aldrig været lettere at udveksle billedinformationer, men elektroniske medier er flygtige sammenlignet med det trykte medie. Et øjebliks uopmærksomhed og et tryk på den forkerte knap er alt hvad der skal til for at slette et billede for bestandig. Jeg kender en del som har alle deres billeder på en enkelt computer, uden back-up. Det er rendyrket fotografisk fatalisme!