Det keder mig!

 

Selv om jeg er en ivrig fotoamatør, så må jeg tilstå, at der er mange billeder, som direkte keder mig.

 

Familiebilleder keder mig som regel gudsjammerligt, hvis ikke det lige er mine børn og børnebørn, der er motivet. Alle kender nok situationer med gæsten som trækker en fed konvolut frem med ca 200 billeder af de samme mennesker i de kendte situationer. Enten spiser de lagkage, ligger på stranden, eller også er de opstillet foran et monument. Når jeg når til billede nummer 5 så begynder jeg at kede mig. Når jeg når til nummer femten så sover jeg indvendig. Er der en forklaring med til hver eneste af de 200 billeder, så er min koncentration så dårlig at jeg hverken hører eller ser ret meget af forestillingen. 

 

Jeg var engang til 2 timers uredigeret video fra et sølvbryllup. Det kan man ikke tilbyde selv sin værste fjende. I øvrigt var jeg selv med til festen, og jeg synes ikke at talerne havde en så høj kvalitet, at de kunne tåle en gentagelse på TV i fuld længde!  Her er begrænsningens kunst alt afgørende for oplevelsen. En halv time med højdepunkterne det kan lige gå an.

 

Det kan godt være interessant at se billeder med personer som man kender og som står en nær, men man gør sine omgivelser en tjeneste ved kun at medbringe en halv snes billeder af gangen. De må til gengæld gerne være skarpe og velbelyste og vel komponerede og så skal de være ledsaget af korte og præcise forklaringer. Vi skal vise hensyn til vore medmennesker og ikke trivialisere dem unødigt! 

 

Det er vigtigt at forstå at familie og feriebilleder har størst interesse for de involverede og kun sjældent har interesse for et større publikum. Der er naturligvis undtagelser, men det hører til sjældentheder. 

 

Solnedgange, statuer, blomster, blomsterbede, slotte og andre monumenter kræver det optimale af fotografen, hvis interessen skal fastholdes. Den slags billeder skal opleves på en ny måde. Billederne skal være anderledes. I modsat fald så er det noget af det mest kedelige der findes, og så er det oven i købet det de fleste fotograferer. 

 

Et billede af svigermor ( som en lille prik) foran Dogepaladset i Venedig, taget med et fix fokus kamera, er et eksempel på et billede, som kun kan have interesse for et begrænset publikum.

 

Når fotoklubben i samlet flok drager på ekskursion, så melder jeg gerne fra. Det kan være hyggeligt at være mange sammen og snakken går som regel også livligt, men rent fotografisk siger det mig ikke rigtigt noget, med mindre vi straks splitter op og selvstændigt går på opdagelse efter interessante motiver. Jeg foretrækker helt klart at fotografere på egen hånd uden indblanding. Det er distraherende f. eks. at skulle overholde en tidsplan og den slags ting. Jeg ønsker at være den der bestemmer, og det kræver at jeg fotograferer på egen hånd og ikke skal tage hensyn til andre.

 

Hovedproblemet med fælles udflugter er at deltagernes billeder ofte kommer til at ligne hinanden påfaldende meget. Det er lige før man står på række for at få lov til at fotografere det samme. Det er da kedeligt ( synes jeg)! 

 

Der er ikke nogen enkel opskrift på hvordan man skaber interessante billeder, men at plagiere er ikke måden. Tænk selvstændig og forsøg at se motivet på en anderledes måde og især på din egen måde. Er visse farver dominerende, så prøv at fremhæve det i billedet. Det er ikke hvad andre ser i motivet, men hvad du ser, der skaber det interessante billede.