Billedbehandling

 

Når man vælger en kompression, låser man sig også til en given billedkvalitet. Det er i sig selv ikke et problem, så længe kvaliteten matcher det man vil opnå, men skal billedet f. eks. justeres, så kan det give problemer. Det værste problem er Color Banding

Color Banding opstår, når  de oprindelige lysniveauer reduceres. At det går så galt skyldes primært det faktum, at JPG  billeder, som udgangspunkt kun er i 24 bits farve mode, svarende til 8 bits ( 256 lysniveauer ) i hver kanal. De 3 kanaler repræsenterer henholdsvis farverne rød, grøn og blå.

De 256 lysniveauer i hver farvekanal er i sig selv fuldt tilstrækkeligt til at kunne gengive et flot billede, hvis ikke der er gået for hårdt til komprimeringen, men kraftige justeringer fører nemt til en sammenpresning og dermed en reduktion i antallet af lysniveauer i den enkelte kanal  og det er ensbetydende med en dårligere opløsning. Derfor er JPG ikke det bedste valg, hvis et billede skal redigeres.

Adobes Raw konverterne  har som primær opgave, at hente mest muligt ud af en Raw fil, men både JPG og TIFF filer kan importeres, og det giver os et nyt justeringsværktøj til JPG og Tiff filer, som er noget nær unikt.

JPG filens billeddata flyttes nemlig ved import ind i et stort farverum ( ProPhoto RGB ), farvedybden ændres fra  8 til 16 bit pr. kanal og gammakurven fjernes, så der kan arbejdes med lineære farvekanaler.  Alle de nye justeringsmuligheder, herunder korrektion af de fejl som skyldes objektivet, er til rådighed også for disse formater.

Det er nok den mest professionelle behandling, man kan give et JPG billede, som trænger til lidt finpudsning. De 16 bit pr. kanal og det store arbejdsrum modvirker tendensen til posterization. Man kan bagefter vælge at gemme det justerede billede som JPG, Tiff eller Adobes eget DNG format. Det oprindelige billede forbliver uændret.

Skarphed og farvemætning kan indstilles i de fleste kameraer. Det gode råd må være at indstille kameraet så neutralt som muligt, hvis hensigten er at efterjustere et JPG billede. Især skarphedsindstillingen i kameraet skal man ikke overdrive.

Et JPG eller Tiff billede kan stadigvæk åbnes direkte i Photoshop uden om Raw konverteren, men hvis kvalitet betyder noget, må det anbefales, at alle de justeringer, som kan udføres i Camera Raw, udføres der.  At arbejde med billedet som Smart Objects er også en valgmulighed i Camera Raw.

En god regel er, aldrig at ændre i originalbilledet. Man kan uforvarende komme til at overskrive den originale fil, hvis  man ikke er opmærksom på, hvad det er man siger ja til. Det sker sjældent i Camera Raw og Lightroom, men er dog ikke helt umuligt.

Hvis det redigerede billede skal gemmes midlertidigt, så gem det i et andet format end JPG. Formatet PNG, som gemmer billedet tabsfrit og med den aktuelle farvedybde og farveprofil i behold, er et velegnet format. Redigeringen kan også fortsættes på et senere tidspunkt, hvis billedet er gemt i Photoshops eget format eller f. eks. den tabsfrie udgave af Tiff.

PNG billeder har den fordel, at de kan gøres transparente og der kan vælges Interlacing, som er en metode til at tegne  billedet i flere omgange. Interlacing kendes fra analog TV hvor det enkelte billede tegnes i 2 omgange. Først de lige linier, dernæst de ulige linier. I alt består et analogt TV billede af 625 horisontale linier. Det giver mindre flimmer på et TV.

Interlacing har ikke stor betydning i vore dage hvor computerne kan tegne et stilbillede lynhurtigt. Den gang computerne var langsomme have det betydning for oplevelsen, at et billede tilsyneladende kom hurtigere frem på skærmen. I PNG tegnes billedet i 7 omgange, men allerede efter få omgange kan man se hvad billedet indeholder og det opleves på den måde som værende hurtigere.

I Camera Raw og Ligtroom husker programmerne selv hvor langt i redigeringsprocessen man er nået med et givent billede. Det betyder at redigeringen kan genoptages, der hvor man sidst slap, men det er også muligt at begynde helt forfra.

Camera Raw og Lightroom arbejder altid internt med en farvedybde på 16 bit i hver kanal. Farverummet er ProPhoto RGB ( altså størst muligt) og justeringerne udføres altid i samme sekvens med udgangspunkt i det lineære billede. Selv om vi springer rundt i justeringsmulighederne, så udfører Camera Raw og Lightroom altid justeringerne i samme rækkefølge og om nødvendigt helt forfra, hver gang et af parameterne ændres.

Datakraften i dagens computere er så stor at det ikke er noget problem. Man rører i virkeligheden ikke en eneste pixel i originalbilledet. Det er programmets indstillinger man gemmer sammen med Raw filen, og da Camera Raw og Ligthroom har de samme skydere og dermed indstillingsmuligheder, er det nok at notere sig skyderens position i klar tekst i en særlig fil (*.xmp) som begge programmer så kan få adgang til. Justeringsindstillingerne kan også noteret i en database.

Systemet med at gemme indstillingerne i en tekstfil gør at man faktisk kan påbegynde redigeringen i det ene program, flytte filen til det andet program, og her gøre billedet færdigt.