Raw converter

 

Dette her er en test, først og fremmest af Photo Ninja, men samtidig en let gennemgang af de mest udbredte Raw konvertere på markedet, som Photo Ninja er op imod. Kan Photo Ninja stå distancen i det bedre selskab? 

 

Adobe har for kort tid siden annonceret, at fremover skal vi fotografer “ leje ” vores software, i stedet for at eje det. Hidtil har vi jo måtte købe Adobes software i dyre domme! Det her er nye toner fra den toneangivende udbyder af billedsoftware! De har sikkert deres grunde?

 

Ideen med at skulle betale et relativt stort beløb, hver gang det bliver den første i måneden, for til gengæld, at få adgang til nogle af de bedste editerings værktøjer på markedet, tiltaler mig ikke rigtig endnu, men er man professionel fotograf er det sikkert en udmærket løsning, for det må jo alt andet lige betyde, at det altid er de sidste nye opdaterede udgaver, der er til rådighed.

 

Som fotoamatør bruger man jo ikke softwaren hver eneste dag. For mit eget vedkommende er der lange perioder, hvor jeg overhovedet ikke har behov for hverken Photoshop eller Lightroom, og det gør naturligvis, at en lejekontrakt med en fast månedlig ydelse i mit tilfælde ikke er særlig attraktiv.

 

Adobe er heldigvis ikke alene på markedet! Der findes både billigt og gratis software, som på mange områder kan erstatte programmer som Photoshop, Camera Raw og Lightroom fuldt ud.

 

Selv om jeg ikke bruger avanceret software hele tiden, så betyder det ikke, at jeg ikke fotograferer, men til en stor del af de billeder jeg tager, benytter jeg simpelthen min iPhone. Man har den altid ved hånden og kvaliteten er fuld tilstrækkelig til de fleste formål. Det er heldigvis ikke opløsningen i pixel der bestemmer om et billede er godt eller dårligt. 

 

Men der er fotoopgaver, som kræver høj opløsning og perfekte farver, og så er det mit spejlreflekskamera eller kompaktkamera jeg benytter. Hvis kameraet kan levere billederne i Raw format, så er det det jeg vælger. 

 

På et punkt går jeg altid efter det bedst mulige. Det gælder fremkaldelsen af mine Raw filer! Raw konverteringen af mine billedfiler skal helst udføres så perfekt som overhovedet muligt. Det er et kardinalpunkt, hvor jeg kun nødig går på akkord. Men når jeg har fremkaldt Raw filen bedst muligt og står med et næsten færdigt billede, så er det ikke svært, at finde billigt eller gratis software, som kan klare det videre forløb. 

 

Den efterfølgende finpudsning og eventuel udskrivning af det fremkaldte billede stiller ikke særlige krav til editoren. Derfor udfører jeg lige så gerne det videre fornødne i Pixelmator ( købt for 15 € ), som i Photoshop. Pixelmator er et rent Mac program og med den seneste opdatering er funktionaliteten og især hastigheden helt i top. Kvalitet behøver med andre ord ikke nødvendigvis at koste en formue! De hårdprøvede Windows brugere har den mulighed, i stedet for Pixelmator, at vælge f. eks. PhotoFiltre Studio. Desværre fås dette program ikke til min iMac, for det er virkelig et godt og gennemtænkt program. Der findes oven i købet i en gratis version, som for mange vil være fuldt tilstrækkelig!

 

Generelt er det sådan, at justering af farver, lys, skarphed og billeddistortion, samt fjernelse af farve- og luminansstøj, altid bør udføres i Raw programmet, hvor farvedybden er 16 bit pr. farvekanalkanal ( ca. 65 tusinde farvenuancer i henholdsvis rød, grøn og blå kanal) og hvor vigtige justeringer udføres på et lineært billlede. Det betyder den bedst opnåelige billedkvalitet.

 

Mange editeringsprogrammer til overkommelige priser arbejder desværre med en farvedybde på kun 8 bit ( 256 farvernuancer ) i hver af de 3 farvekanaler. De 3 farvekanaler til sammen giver 24 bit og det betyder at et billede kan indeholde ca 17 millioner forskellige farver. Alligevel betyder den lave opløsning i den enkelte kanal, at omfattende justeringer af især farvebalance, lys og kontrast, kan gå alvorligt ud over billedkvaliteten ( farverne klumper ), men alle andre editeringsopgaver, som for eksempel fjernelse af pletter og diverse manipuleringer, samt beskæring og udskrivning kan trygt udføres i de økonomisk mere overkommelige editerinsprogrammer. Printning foregår alligevel med ganske få undtagelser stort set altid i 8 bit.

 

Når det gælder Raw konverterings programmerne er billedkvaliteten for mig et vigtigt parameter. Det betyder mindre hvor hurtigt programmet er. Betjeningen er i den forbindelse også ret underordnet for mig. Det er næsten altid kun et spørgsmål om øvelse. Det er i øvrigt sjældent, at der er den store forskel, hvad det angår, når det drejer sig om de lidt mere kendte Raw programmer.

 

Derfor er jeg altid på jagt efter det bedste og gerne billigste Raw program på markedet.

 

 

Hvis billedet er perfekt eksponeret og taget med et kamera med en vel korrigeret optik, er resultatet udmærket, med stort set alle Raw programmer. Det viser at det betaler sig altid at være omhyggelig med optagelserne. Er lysforholdene samtidig gunstige, så gør det arbejdet ekstra let for softwaren.