*Det er ikke udstyret der gør det!*

 

Mange køber sig næsten “fattig” i udstyr. Pixel-ræset er bestemt ikke overstået. Objektiver i “Big Bertha” klassen er fortsat populære. Der skydes et utal af billedet med udstyr, hvor talemåden “ at skyde gråspurve med kanoner ” ikke er helt ved siden af. Ikke et ondt ord om det. Godt udstyr er bestemt ingen hindring for gode billeder, men hvis den videre proces i form af billedbehandling er mangelfuld, så nytter mange pixel og de bedste objektiver kun lidt.

 

Man kan blive så fascineret af udstyr, og det sidste nye, at man glemmer at være fotograf.

 

Fotoudstyret har mindre betydning for det gode billede end de fleste tror. De fleste objektiver tegner tilstrækkeligt skarp til de fleste formål. Et billede med stor dybdeskarphed opfattes af de fleste, som værende skarp over det hele, selv om de fleste godt ved, at alt i billedet ikke kan være skarpt (billedet er kun optimalt skarpt i fokuspunktet).

 

Billedkrumning, faldende opløsning ud mod hjørnerne, diffraktion, lateral kromatisk aberration, coma og astigmatisme er eksempler på aberrationer som trækker i negativt retning. Det er svært at se fejlene på et almindeligt fotografi, der har fået den rigtige billedbehandling.

 

Det er næsten umuligt, selv for en ekspert, at udpege de enkelte billedaberrationers indflydelse på billedkvaliteten. Forvrængningerne forsvinder i helhedsindtrykket. Det der kan påvises ved hjælp af testtavler, som har en plan (todimensionalt) overflade, er simpelthen ikke særligt tydelig i et almindeligt billede, hvor motivet er tredimensionalt. Aberrationer og støj, som er tydelig på et display ved 100%, falder ikke i øjnene på selv et stort print.

 

Jeg har testet et hav af objektiver og kameraer. De fleste objektiver tegner ekstremt skarpt i centrum og skarpheden aftager gradvis i takt med at vi bevæger os diagonalt ud mod hjørnerne eller bare ud mod siderne. Men ved en nedblænding til f/5.6 eller f/8 er forskellen i opløsning i den centrale del af billedet reduceret markant mellem en dyr og en billig optik. De dyre objektiver er dog kendetegnet ved generelt at tegne lidt skarpere ud mod billedperiferien, og de optiske aberrationer er også bedre kontrolleret. Den dyre optik har yderligere den fordel, at den som regel opnår en høj opløsning ved et mindre blænde tal, og så er fokuseringen som regel også mere præcis. De fleste fokuseringssystemer arbejder bedst ved en høj lysstyrke.

 

Fokusering i forbindelse med flade testtavler er et kapitel for sig. Overlader man fokuseringen til kameraet, så vinder det dyre kamera med den dyre optik, fordi denne kombination generelt har en mere præcis fokusering i nærområdet.

 

Flade testtavler har imidlertid ikke meget med virkelige motiver at gøre, og testtavlerne kræver, i modsætning til almindelige motiver, en nøjagtighed fokusering inden for få mm.

Hvis man tror at opstilling og indstilling af kameraet i forhold til testtavlen kan udføres på øjemål, så tager man gruelig fejl. Skæve vinkler må ikke forekomme.

 

Hvis en sammenligning og vurdering af objektiver skal kunne bruges til noget, er kravet ekstrem præcision. Et objektivs evne til at tegne skarpt i hjørnerne og i midten er til orientering ikke altid ens. Det varierer meget, men de dyre objektiver er som regel bedre på det punkt.

 

Den slags forskelle  i fokusering spiller ingen rolle for normale motiver, men testtavler og flade genstande (i makro området især) kræver nedblænding, hvis alt skal opleves som værende skarpt. Et objektiv er som regel også korrigeret ved afstanden “uendelig” og testtavlerne fotograferes altid inden for relativ få meters afstand.

 

Der skal altid manuel fokusering til, hvis en sammenligningstest skal kunne bruges til noget, og der skal mere end 1 optagelse til for at være sikker på optimal fokusering. LiveView med f. eks 10 x zoom letter arbejdet med at fokusere præcist.

 

Testbilleder kræver et bundsolidt stativ, og hvis det er et spejlreflekskamera, skal spejlet være låst og der skal bruges fjernudløser. Uskarpe billeder kan ikke bruges til noget som helst. Det gælder i lige så høj grad for almindelige billeder, som for testoptagelser.

 

Det er meget almindelig at fotografere en væg med mursten for at kontrollere objektivets evne til at tegne skarpt over alt. Det fortæller hvordan objektivet har det med at gengive en væg, men det fortæller ikke pind om hvordan objektivet har det med almindelige motiver.

 

Jeg bruger altid LiveView ved stativ optagelser af almindelige motiver, hvis det er muligt. De mange test jeg har udført har lært mig en vigtig ting. Uden et solidt fotostativ, uden at låse spejlet og uden at bruge en trådudløser kan man ikke være sikker på, at et billede er optimalt skarpt.

 

Antishake er fint nok, men billederne er sjældent perfekt skarpe ved de lange lukkertider. Billederne er anvendelige, men det er en anden historie end det vi hele tiden bliver fortalt. Billederne ville ikke være brugbare uden antishake, det er rigtigt, men glem alt om at man får foræret 3 til 4 blændetrin. En lukkertid, som er 3 til 4 gange kortere end den reciprokke værdi af brændvidden, er nødvendig ved optagelser uden stativ, hvis man skal være sikker på et skarpt billede.

 

Et godt D-SLR objektiv har en gennemsnitlig opløsning på ca. 50 lp pr. millimeter, men et kompakt kameras med en sensor på størrelse med en lillefinger negl, kræver fra 3 til 5 gange så høj en opløsning af objektivet.

 

Når man tester et objektiv i midten, så er de fleste objektiver så gode, at det reelt er kameraet, som sætter begrænsningerne. Det er målingerne uden for centrum, som er interessante, når et objektiv skal bedømmes.

 

Når der blændes ned er det korrekt at skarpheden (opløsningen) forbedres ud mod billedperiferien, men kun til det punkt, hvor Diffraktionen trækker den modsatte vej. Lige i centrum derimod er skarpheden som regel fin allerede ved fuld blændeåbning.

 

Det menneskelige øje har ligesom objektivet faldende kontrast ved en høj opløsning ( små detaljer). Men i modsætning til et objektiv, så har øjet også en faldende kontrast i den modsatte ende. Øjets følsomhed er størst ved 6 til 8 svingninger pr. grad, som på et print vil svare til ca. 1 LP pr. mm, når betragtningsafstand er på ca. 40 cm. Et menneske øje svarer til et objektiv på ca. 17 mm, som det kendes fra et kompaktkamera. En høj kontrast i det omtalte frekvensområde har større betydning for skarphedsindtrykket end en ekstrem høj opløsning i billedet.

 

Er du “ Pixel-Peeper “ så køber du hele tiden udstyr. Udstyr, som kun marginalt er lidt bedre, end det du allerede ejer, men som ofte har fået så mange nye menupunkter, at betjeningen er et helt kapitel for sig. Hvorfor skal det for resten være så omstændeligt, når en Leica M9, som koster omkring 50 tusinde kroner, kan sælges med en manuel og lidt upræcis fokusering og kun med blænde prioritering.  En stor del af de funktioner som er proppet ind i et moderne D-SLR kamera er for største parten i virkeligheden ren gøgl, som ingen ( seriøs fotograf ) har brug for.

 

For mit eget vedkommende har jeg naturligvis læst alle siderne i betjeningsvejledningen. Så har jeg valgt det ud, som jeg kan bruge, og de resterende funktioner (ca. 90%)  bruger jeg overhovedet ikke, fordi de for mig er overflødige.

 

En del går op i hvor høj ISO indstilling kameraet har. Det er nok relevant for nogen, men ikke for mig. De astronomiske høje ISO indstillinger kan naturligvis bruges til at registrere en begivenhed, som foregår under meget dårlige lysforhold, men til almindelige billeder dur det ikke. Jeg foretrækker at arbejde med lys og ikke mørke.

 

Andre går op i hvor mange pixel kameraets sensor har. Det er nok naturligt, at man gerne vil eje det ultimative, også hvad angår antal pixel, men 10 Megapixel er for mig rigeligt til stort set alt hvad jeg fotograferer. A2 print i optimal kvalitet er ikke noget problem. Hvis man ikke kan få skarpe billeder med 10 Megapixel, så bliver det ikke bedre med 20 eller 30 Megapixel. Har man en forestilling om engang at skulle printe meter store billeder, eller gøre foto til ens levevej, så er der ingen vej uden om.

 

Har man den økonomiske formåen, så køb det bedste af det bedste, men vær klar over at udstyret bliver tungere at arbejde med også i redigeringsmæssigt henseende. Der stilles store krav til billedbehandlingsudstyret. Det går ikke længere med den lille computer. Der skal computerkræfter til, og kravet til ramkort og diskplads vokser med kameraets sensorstørrelse i pixel. Hvis de mange pixel skal have mening, så bør man også investere i en printer, der kan levere print i en passende størrelse og kvalitet.

 

Der er en grænse for, hvor mange pixel der kan presses sammen på en sensor. De små sensorer i kompaktkameraet nærmere sig faktisk en kritisk størrelse. Fotonerne (lyspartiklerne) har en bølgelængde, som alt andet elektromagnetisk stråling har. En pixel kan formentlig ikke have en fysisk størrelse, som er mindre end en fotons bølgelængde. Synligt lys har en bølgelængde på 380-740 nm ( 1 mm = 1.000.000 nm ). På 1 mm kan der ved en bølgelængde på 740 nm maks være plads til ca 1300 pixel i længde retningen, og så er der ingen mellemrum. Det fortæller at en sensor på 5 x 4 mm i teorien maks kan indeholde ca. 30 megapixel. På grund af størrelsen vil den enkelte pixel formentlig rammes af så lidt lys, at der nok genereres meget mere støj end billed. Rent teknisk kan man nok ikke med dagens teknik få plads til så mange pixel på så lille et areal. Objektivet skal også kunne opløse noget der ligner 600 lp pr. mm. Men det er da sjovt at lege lidt med tallene. Hvis jeg skulle komme med et kvalificeret gæt, så er det med dagens teknik nok realistisk at få plads til  ca. 12 - 15 megapixel på en sensor af nævnte størrelse. Tag det her med forbehold for jeg har ikke kunnet få mine antagelser bekræftet andet steds!

 

Nogle af mine bedre billeder er faktisk taget med kameraer i den lave prisende og med lette “plastik” objektiver. Som alle andre vil jeg da gerne have et godt fotoudstyr, men det er ikke alt afgørende. Jeg prioriterer lav vægt temmelig meget, og jeg gør mig altid umage med at udnytte det udstyr, som jeg har til rådighed, optimalt.