*Indledning*

 

I mange fotoklubber undervises der i billedbehandling, men det er ofte lidt overfladisk, og sådan rigtig i dybden går man desværre sjældent. De basale ting som f. eks. en passende arbejdsprofil, stor farvedybde og de ting som er vigtige, når der skal “fremkaldes” et perfekt og naturtro billede, hopper man af en eller anden grund let og elegant over.

 

Jeg vil vove den påstand, at man bliver bedre til billedbehandling, hvis den grundliggende viden er på plads. Hvis man forstår den bagvedliggende teknik, arbejder man ikke i blinde, som mange faktisk gør.

 

Der er mange måder, at behandle billeder på, og det her er ikke den perfekte opskrift. Det her er min opskrift og min mening om, hvordan det gøres bedst muligt. De områder og teknikker, som jeg mener er vigtige, får en ekstra behandling. Målet for mig er billeder, som ser så naturlige ud som overhovedet muligt, i hvert fald i første omgang. Bagefter kan man behandle billederne mere “kreativt”, hvis man har lyst.

 

Jeg kan godt lide abstrakt kunst, men jeg beundrer figurative kunstnere, som f. eks Skagens Malerne for deres evne til at levendegøre deres billede, og især den måde de arbejdede med lyset på, er fascinerende. P.S. Krøyer var en af de fantastisk malere, men samtidig en meget dygtig fotograf. Billedkunst og fotografi har meget med hinanden at gøre.

 

Denne artikel handler om billedskarphed, støj, farver og billedredigering i alt almindelighed med særlig fokus på Lightroom og Camera Raw ( ACR).  Artiklen forudsætter, at man har et nogenlunde godt kendskab til nævnte programmer. Forfatteren springer lidt rundt i de emner, der berøres, og nogle vil måske savne en klar kronologisk rækkefølge.

 

Når fotoamatører er samlet, så undgår man ikke at diskutere billedskarphed og billedbehandling. Alle er stort set enige om, at et billede skal være så skarpt som overhovedet muligt ( i fokuspunktet ), men hvordan man efterfølgende redigerer billedet, kan der være stor uenighed om.

 

Det er ikke usædvanlig, at se en bruger justeret et billede ved at springe  rundt i justeringsmulighederne lidt på må og få, og afslutte anstrengelserne, når det vist nok ikke kan blive bedre. Det kommer der tit fine billeder ud af, men en vis systematik er nok at foretrække i det lange løb.

 

Med Lightroom og Photoshop og ikke mindst dagens kraftige computere har vi fået så effektive redigeringsværktøjer stillet til rådighed, at vi kan lave om på virkeligheden, hvis det er målet. Mulighederne er så mange, at det kan være svært at bevare overblikket, men jeg vil i det følgende pege på de løsninger og den fremgangsmåde, som for mig har givet de bedste og mest naturlige billedresultater.