PureShot    645 Pro 

 

Det handler om 2 Camera App's til iPad og iPhone, hvor brugeren ikke lades i stikken, hvad angår indstillingsmuligheder. I følge udbyderen giver det maksimal indflydelse på billedresultatet. 

 

Der er desværre en tendens til, at den slags App's, fylder displayet med alt for mange og alt for små betjeningsknapper og alverdens informationer. Det kan ofte være svært at se selve motivet bag ved alle knapperne og informationerne. Det vanskeliggør betjeningen, og hvad nytter det så alt sammen, hvis resultatet er mislykkedes på grund af fejlbetjening? 

 

 

PureShot hører efter min mening til de bedre af slagsen. De nødvendige betjeningsknapper er til stede, og de er placeret hensigtmæssigt og er relativt nemme at aktivere ( ramme). De mange indstillinger vælges via en menu funktion. 

 

 

 

Der er et helt overflødighedshorn af valgmuligheder.  Kunsten består i at vælge og ikke mindst vælge rigtig. Der er alt hvad hjertet kan begære, Geo- Tagging, Anti-Shake, Histogram o.s.v. Der er dog ingen HightSpeed funktion (kontinuerlig eksponering, så længe fingeren holdes på udløserknappen )?

 

Med Display knappen kan man heldigvis "rense" displayet ( slukke for alle informationerne), og nyde et rent søgebillede. 

 

Det store spørgsmål er, om man i en iPhone faktisk har gavn af Camera App's med så mange indstillingsmuligheder? 

 

Det er naturligvis en fryd at sidde i en lænestol med en Camera App som PureShot og lege med de mange indstillingsmuligheder, men når man under mere realistiske forhold skal betjene PureShot stiller det sig noget anderledes. I solskin er displayet ofte svær at aflæse og så må man søge over i skyggen for at få et overblik over indstillingerne. 

 

Det er herligt at kunne låse farvetemperatur, fokus og eksponering individuelt, men det er kun hensigtsmæssigt, hvis den nødvendige tid til den slags indstillinger er til rådighed. 

 

Det er yderst sjældent, at der er tid til den slags finindstillinger, og så er man efter min mening bedre tjent med iPhonens egen Camera App, der i praksis altid leverer skarpe og vel eksponerede billeder. Der er ikke noget man skal indstille, og der er ikke noget man kan indstille forkert. 

 

Der er den fare ved mange indstillingsmuligheder, at når det skal gå hurtigt, så glemmer man garanteret, at sidst App'en blev brugt, var " nat indstillingen " slået til, farvetemperaturen låst og Anti-Shake aktiveret.  Resultatet er måske et dårligt eller helt ubrugeligt billede. Det sker ikke med iPhonens egen App, for den er som nævnt altid rigtig indstillet!

 

PureShot er en Camera App uden tilknyttet billedredigering og alverdens filtre og det synes jeg personligt er fint nok. App'en kan tage et billede i høj kvalitet og skulle billedet på trods af de mange indstillingsmuligheder have behov for eventuel efterredigering, så må andre App's tage sig af den del af opgaven. 

 

PureShot kan ikke erstatte iPhonens egen Camera App. Den kan kun supplere. Der er ingen video, panorama eller HDR funktion i PureShot. Fordelen med de mange indstillinger skulle derimod være lidt bedre billeder, og sidst men ikke mindst bedre kontrol med slutresultatet? Om det holder stik, det ser vi på!

 

IPhonens egen App leverer JPG billedfiler i en håndterlig størrelse ( fylder alt efter billedindhold ca. 2 MB ). PureShot tilbyder hele 3 billedstørrelse. En fil som i størrelse og kvalitet svarer til IPhonens egen. Så kan man få en JPG fil ( i høj kvalitet ), som typisk ligger på ca. 6 MB og endelig en tabsfri Tiff fil på 24 MB. Tiff filen er det tætteste man kommer på en rigtig Raw fil, som det så smukt hedder i reklamen! Det er et RGB billede uden kompression og ikke andet.   

 

Jeg har gransket og sammenlignet billederne ( ved 100% ) fra PureShot med billeder taget med iPhonens egen Camera App og jeg kan med min bedste vilje ikke se nogen afgørende forskel, hvad angår farver, støj og opløsning, med den lille undtagelse, at ved en ISO indstilling over 800 leverer iPhonens egen Camera App et lidt bedste resultat. Det er især tydeligt ved ISO 3200 at Apple selv har bedre styr på støjen end de andre. 

 

Kompression  1,7 MB (100% udsnit)

 

Kompression  5,9 MB (100% udsnit)

 

Tabsfri TIFF     24 MB  (100% udsnit) 

 

Apple Camera 2,2 MB (100% udsnit)

 

 

Det er indlysende, at en kraftig komprimering må gå ud over billedkvaliteten, alt andet lige, men jeg må konstatere, at Apples JPG filer på ca. 2 MB tilsyneladende kan måle sig med PureShot's billedfiler som fylder op til 10 gange så meget. Apple kan noget her som andre tilsyneladende ikke kan. Hvis der er en forskel, så er den så minimal, at det ikke står mål med forbruget af hukommelse. 

 

Vi må ikke glemme 645 Pro, som er en Camera App fra samme "hus" som PureShot. Den kan det samme og er yderligere udstyret med et hav af filtre. Jeg foretrækker i parentes bemærket et ufiltreret billede som udgangspunkt, og skal der filtreres og ændres ved billedindholdet, så er det noget jeg gør bagefter.

 

Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal mene om 645 Pro. Det er et forsøg på at få iPhonen til at ligne et D-SLR kamera. Alle indstillinger kan  aflæses og alle indstillinger er direkte tilgængelig på displayet. 

 

 

Resultatet er symboler, som næsten kræver lup for at kunne aflæses og der er så mange dobbelt funktioner på betjeningsknapperne, at det betjeningsmæssigt er noget nær håbløst at ramme rigtig hver gang.

 

Jeg kan konstatere at mange på nettet synes at det er en fantastisk App. Det er naturligvis imponerende at programmøren har fået plads til det hele på displayet, men det gør ikke iPhonen til et bedre fotoapparat at  betjeningen er noget nær håbløs. 

 

PureShot er den Camera App jeg ubetinget vil vælge af de 2. Det er heldigvis muligt at indstille og bruge PureShot på næsten samme måde som iPhonens egen camera App, og når fotoopgaven kræver det, er der ekstra hjælpmidler i form af Histogram og muligheden for at låse indstillingerne o. s. v. 

 

PureShot er gennemtænkt og betjeningsmæssigt faktisk en fornøjelse at arbejde med, det skal der ikke herske tvivl om, men iPhonens egen Camera App vil, i 99 % af alle tilfælde, løse opgaven mindst lige så godt og i nogle tilfælde måske endda bedre.  

 

Har man jævnlig brug for ansigtsgenkendelse,  panorama, HDR og video og en kamera funktion, som altid er rigtig indstillet og parat til ”skud”, så er det ikke PureShot og 645 Pro man skal investere i!  

 

Er du en foto Geek, der ikke kan få knapper og indstillingsmuligheder nok, så køb de 2 App's, de koster mindre end en pakke cigaretter og skader ikke dit helbred.