Kamera Remote

 


”DSLR Camera Remote Professionel Edition” er en apps, som giver mulighed for trådløs betjening af en Canon eller Nikon DSLR kamera. Der findes en HD udgave som koster 299 kr.

Kameraet skal tilsluttes en laptop eller stationær computer med et USB kabel i en passende længde. Et lille program på computeren etablerer via Wi-Fi en trådløs forbindelse til iPaden. Desværre kan evt.LiveView og indstillinger ikke ses på computeren. Computeren virker som en simpel relæstation. På iPaden kan man naturligvis se, hvad kameraet er fokuseret på, hvis kameraet vel og mærke har LiveView. Lukker, blænde, ISO, hvidbalance og filtype er blandt de ting der direkte kan indstilles fra iPaden. Fokusering er desværre ikke en option. Så er der naturligvis en ”Fire” knap, så man kan tage selve billedet. Der er flere indstillingsmuligheder i undermenuerne.

Ideen er at man skal kunne betjene kameraet fuldt ud, selv om kameraet er anbragt i en betjeningsmæssig vanskelig position. Ved studieoptagelser skal lampernes placering ofte ændres lidt for at opnå den helt perfekte belysning. Det sparer en masse springen frem og tilbage, hvis  kameraet har LiveView og man har en iPad i den ene hånd, som eksakt viser hvad kameraet ser.

iPadens skærm er væsentlig større end det display kameraet byder på. Det giver en realistisk mulighed for at vurdere hvordan resultatet vil blive inden optagelsen. Få sekunder efter optagelsen kan man så se resultatet.  Det havde været helt perfekt, hvis ”DSLR Camera Remote” udnyttede computerens store skærm samtidig. Alt andet lige, jo større skærm og jo større opløsning, jo bedre vil man kunne vurdere en given optagelse.

Ovenstående beskrivelse er baseret på en test af Free udgaven af ”DSLR Camera Remote”.

Er man ejer af et Canon DSLR kamera og appsen ”Splashtop” er følgende løsning både billigere og bedre.

 

Ovenstående billede viser et skærmdump fra den stationære computer.

Programmet EOS utility, som er en del af det software der medfølger ved køb af et Canon kamera, gør det muligt at få kameraets søgebilledet op på den store skærm. Kameraet skal naturligvis have LiveView og været tilsluttet computeren med et USB kabel. Det er ikke undersøgt hvad Nikon tilbyder af software, men mon ikke der findes noget tilsvarende?

En trådløs USB (fra kamera til computer) bør kunne fungere i denne her sammenhæng. Inden for ca 3 meter er hastigheden (streaming af  billedet) næsten lige så høj som på en ledningsforbindelse, og selv med større afstand mellem kamera og computer burde der ikke være problemer. Det er dog ikke afprøvet i praksis!

Alle nævneværdige funktioner på kameraet kan herefter indstilles fra computeren. Der er som noget nyt et Histogram til rådighed. Manuel og automatisk fokusering er nu en mulighed. Ovenstående skærmdump er taget fra en 27” iMac, og det siger næsten sig selv, at billedet dermed er i en opløsning, der gør det muligt at fokusere på de fineste detaljer. Fokuspunktet kan flyttes rundt ved hjælp af ”musen” og der kan zoomes kraftigt ind, hvilket gør fokuseringen endnu mere præcis. Dybdeskarpheden kan yderligere kontrolleres inden der trykkes på udløserknappen. Der kan sluttelig vælges mellem en test optagelse og en ”rigtig” optagelse.

Når billedet er eksponeret kan man omgående se resultatet i storformat!

Den egentlige fidus i den her forbindelse er, at computeren også kan betjenes fra iPaden ved hjælp af den tidligere nævnte apps ”Splashtop” til kun 18 kr. Det er under alle omstændigheder herligt at kunne betjene sin store computer fra en iPad!

Som det er beskrevet i et af de foregående afsnit kan ”Splashtop” overføre computerens skærmbilledet til iPaden i fuld opløsning, og det giver jo et overblik og en kontrol, som ikke er muligt med APPsen ”DSLR Camera Remote”.

Det er som nævnt ovenikøbet en billigere og en bedre løsning. Næsten alt kan indstilles og kontrolleres fra både computer og iPad, og den højere opløsning begge steder er i sig selv en kæmpe gevinst.

 

Her er der på iPaden zoomet ind på den del af programmet EOS utility som viser kameraets søgebillede.

 

Remote delen af programmet EOS utility er her flyttet ind i søgebilledet

 

Skærmdump fra iPad. Programmet EOS utility kan zoome ekstra ind på den lille firkant i søgebilledet. Den sorte knap til højre for tallet 9999 er udløserknappen. En let berøring med en finger er alt hvad der skal til for at tage et billede.